Der er et begreb, som i den seneste tid har været meget oppe og vende ikke mindst i fitness verden, men også i medierne. Det er ordet spornoseksualitet. Ordet spornoseksualitet stammer fra samme opfinder af ordet metroseksualitet, nemlig den britiske forfatter og journalist Mark Simpson.
Modsat metroseksualitet som er møntet meget på den feminine mand, vægter spornoseksualitet mere på urmennesket i os. Kroppen er et accessory, som skal sælges, bedømmes og bekræftes på sociale medier som Facebook, Instagram etc.
Det mest interessante ved denne nye tendens, som ikke har været ligeså fremtræden i andre er, at spornoseksualitet påvirker kvinder ligeså meget som mænd. Det er ikke længere godt nok at være ham/hende med det fede job og de mange penge, du skal også mindst træne 12 timer om ugen og løbe et maraton hvert år. Det er sjovt… for 10 år siden var det kun atleter man så løbe maratons, i dag gør skolelæreren, familiefaren, og selv naboen det hvert år – de får endda medaljen til at bevise det.
Jeg kan derfor ikke lade vær med at tænke, om hele denne skandinaviske fitnessbølge virkelig handler om sundhed. Eller dyrker folk den kun for at blive blive bekræftet i, at de er the shit? Hvis sidstnævnte er ja…. er der så noget galt i det? Eller vil du, som så mange andre danskere, også bare have lov til at nyde din tebirkes, uden at blive bombarderet med helse low carb grønsagscookies som ingen rigtig synes smager skide godt?
Fitnesstossen 